Historie

Vores historie går mere end 40 år tilbage og her får du et lille overblik

Tilbageblik
Kirken blev startet i år 1975 under navnet Elim Kirken i Frederikshavn. Dengang og frem til 2003 mødtes man lokalerne på Rimmens Allé i Frederikshavn. Siden er der sket mange ting. Der har været flere forskellige forstandere og præster bl.a. Jarle Tangsted og Asbjørn Kristiansen, som i dag er præster i Kirken i Kulturcenteret i København.

En ny tid
I 1997 ankom Elin & Jens Haslund Thomsen til byen efter at have tjent 12 år i Tanzania som missionærer og ét år på Bibelskole i Dallas på skolen Christ For Nations. Det blev starten på en fornyelse i kirken og efter 7 år tog kirken et kæmpe skridt i tro og købte nye store lokaler på Barfredsvej 26, hvor kirken samles og holder til den dag i dag. Her skiftede vi også profil og kaldtes fremover, Frederikshavn Kirkecenter. Elin Haslund Thomsen, som var pastor og en stor inspirationskilde for mange i kirken og resten af landet, døde dog uventet i 2009, hvilket var et stort tab og savn for kirken og dens medlemmer. Midt i denne smerte oplevede vi dog, hvordan flere personer nu begyndte at rejse sig og tage mere ansvar for at føre missionen videre på mange områder.

Igangværende overgangsfase
I dag befinder kirken sig i en sund udvikling og har ca. 80 medlemmer bredt fordelt ud på de forskellige aldersgrupper og forskellige nationaliteter. Vi er i en spændende overgangsfase hvor Jens Haslund Thomsen og Berit Linde er i færd med at give stafetten videre til den nye generation. Daniel & Carina Myrup, som er indsat som assisterende pastorer i maj måned 2017, har mere og mere ansvar for kirkens lokale aktiviteter, mens Jens & Berit bevæger sig i retningen af international tjeneste bl.a. i Afrika.

I maj måned 2017 udvidede vi kirkesalen som i dag rummer ca. 180 siddepladser, og har dermed gjort det muligt at vokse med endnu flere personer i fremtiden til vores gudstjenester og andre aktiviteter for byen. Vi startede også små familiegrupper, hvilket har været et nyt skridt i menighedens historie.

Vil du gerne være en del af rejsen? Vil du være med til at skrive historie? Så tag med!
Vi kan ikke frelse hele verdenen, men vi kan helt sikker gøre en forskel for nogen og det har vi tænkt os at gøre. I Frederikshavn Kirkecenter er der plads til alle. Dermed kan du i fremtiden blive en del af den historie der skrives. Du er velkommen!